Mælkeproducenten ved Hammel

Opgave

Totalentreprise

Byggeår

2025

Hos Lene og Michael Jensen er der tænkt både frem og fornuftigt. Deres eksisterende landbrugsanlæg er blevet udvidet og moderniseret med et nyt malkecenter og forbedrede rammer for både køer og medarbejdere. Målet har været at skabe et tidssvarende og effektivt anlæg, hvor dyrevelfærd, logistik og arbejdsmiljø går hånd i hånd.

Projektet er udført som totalentreprise af Hansen&Larsen, der har stået for både projektering og udførelse.

Funktion og dyrevelfærd i fokus

Kernen i projektet er en ny kostald med malkecenter på i alt 4.275 m². Her er etableret et isoleret “hus i huset” til malkecentret på 840 m² samt servicerum og personalefaciliteter på 280 m². Opsamlingspladser og gangarealer er udført med spaltegulve og dybe gyllekanaler, og stalden har fået sengebåse med sand, drænede gangarealer og moderne skrabeanlæg.

Ombygningen af de eksisterende stalde betyder, at de nu rummer både syge- og behandlingsafdeling, goldkoafdeling og kælvningsområde. Alt er opført med fokus på praktisk indretning og høj standard for dyrevelfærd – fra sengebåse med madrasser til drænkanaler og dybstrøelsesområder.

Sammenhæng og logistik

Projektet omfatter desuden nye drivgange og kalvepladser på samlet 830 m², der binder anlægget sammen og skaber effektiv adgang mellem bygningerne. De nye arealer er udført i kombination af spaltegulv, asfalt og beton med afløb, så det daglige arbejde bliver nemt og hygiejnisk.

Med den samlede løsning har Lene og Michael fået et moderne, funktionelt landbrugsanlæg, der er designet til at holde i mange år og samtidig lette arbejdet i hverdagen.

Bygget med erfaring og lokalt kendskab

For Hansen&Larsen har projektet været et eksempel på, hvordan funktionelle krav og vestjysk ordentlighed går hånd i hånd.

“Når vi bygger for landbruget, handler det om at forstå rytmen i hverdagen og skabe løsninger, der fungerer i praksis. Det kræver erfaring og et tæt samarbejde med bygherren,” siger Karsten Larsen, indehaver af Hansen&Larsen.

Bygherre:
Lene og Michael Jensen

Omfang:
Udvidelse og modernisering af eksisterende landbrugsanlæg

Totalentreprenør:
Hansen&Larsen

Størrelse:

  • Ny kostald og malkecenter: ca. 4.275 m²
  • Ombygninger af eksisterende stalde: ca. 1.470 m²
  • Drivgange og kalveplads: ca. 830 m²

Særlige løsninger:

  • Sengebåse med sand og madrasser
  • Drænede gangarealer og skrabeanlæg
  • Spaltegulve og dybe gyllekanaler
  • Servicerum, personalefaciliteter og isoleret malkecenter
  • Sammenhængende logistik mellem bygningerne

Skal dit byggeri være det næste?

Kontakt os